Smartlog v. II » Morten Sørensens weblog » venstre
Opret egen blog | Næste blog »

Vesselbo bliver ikke genvalgt (II)

13. nov 2007 02:10, morten-soerensen

Jeg har tidligere spået, at Ejvind Vesselbo ikke bliver genvalgt. Som gammel østjyde og aktiv i Venstre, vil jeg lige her på falderebet komme med min forudsigelse af fordelingen af Venstres personlige stemmer i Østjyllands storkreds. Om ikke andet så for min egen udfordring skyld.

Det stammer egentlig tilbage fra valgnatten i februar 2005, hvor Kaare R. Skou prøvede at forudsige, hvem der ville blive valgt for Venstre i Århus Amt, og han var endda så selvsikker, at han sagde, at hans forudsigelser plejede at være ret præcise.

Manden dumpede med et brag og kunne kun ramme 4 ud af 6 rigtige. Det er for ringe, når der kun er 10 kandidater og flere af dem var sikre på genvalg. Som insider måtte jeg krumme tæer til hans analyser.

Nå til sagen. Der er 11 kandidater, og der er sandsynligvis 7, der kommer ind. Jeg spår følgende rækkefølge af kandidaterne. 

Troels Lund Poulsen bliver topscorer. Han havde et kanonvalg sidste gang og stiller op i en af landets bedste kredse. Tidligere har man i kredsen sat stillerannoncer i Horsens- og Vejle Amts  Folkeblade med 1.500 navne på. Siden sidste valg er han jo som bekendt blevet politisk ordfører, hvilket givetvis vil give ham mange stemmer i de andre kredse i den nye store storkreds.

Karen Jespersen tager andenpladsen. Hun er ”over the top” og mange venstrefolk vil have svært ved at stemme på hende; men hun har ved alle andre valg været stemmesluger.

Kim Andersen har en god kreds og er blevet genvalgt sikkert flere gange. Mere er der ikke at sige om ham. Det bliver dog et tæt løb om pladserne 3-5.

Michael Aastrup Jensen. Michael Aastrup Jensen bragede ind sidste gang som nummer tre i Århus Amt, og det var endda i Randerskredsen, som aldrig før havde givet valg. Han var på daværende tidspunkt borgmester i Randers – i øvrigt landets yngste. Siden da har vi ikke hørt meget til ham, og Randerskredsen er blevet delt i to. Jeg ved ikke, hvordan hans kampagne kører denne gang; men sidste gang var den effektiv. Sidst fik han så vidt jeg husker over 8.000 stemmer. Jeg spår en stor tilbagegang.

Anne-Mette Winther Christiansen blev valgt som nummer to, efter Jørgen Winther, og bragede ind med, så vidt jeg husker, omkring 10.000 stemmer. Men det stemmetal falder voldsomt denne gang. Sidste gang var hun den eneste kvinde på Venstres liste i Århus Amt. Det giver rigtig mange stemmer. Hun kunne også trække lidt på sin mors navn, tidligere minister Else Winther Andersen, men hun er vel ved at være glemt nu. Faktisk er hun helt anonym og ikke særlig god, og hendes gode kreds, Grenå, er blevet opdelt. Jeg spår også her en stor tilbagegang.

Ovenstående er jeg ret sikre på, skal blive valgt. Nu begynder det at blive spændende.

Bünyamin Simsek sidder i byrådet for Venstre valgt med tredjeflest stemmer. P.t. fungerer han som børnerådmand i Louise Gades barselsorlov. Dygtig politiker og eneste med invandrerbaggrund på listen. Han stiller dog op i Århus, hvilket trækker ned, da Århusianerne ikke er gode til at stemme personligt. Dog har byrådet netop opfordret Århusianerne til at stemme personligt på en lokal.

Ulrik Kragh: Jeg er optimistisk på vegne af min gode ven og gamle VU-formand. Han har den dårligste kreds i Århus; men han har siddet i byrådet i Horsens i mange år, hvor han er et kendt ansigt. Han vil kunne trække mange stemmer der, om end jeg blev noget overrasket over, at han tabte kampvalget om at blive den nye Horsenskreds Folketingskandidat til Irene Simonsen. De stemmer, han tager i Horsens, tager han fra en af de nærmeste konkurrenter, Irene Simonsen. I 2001 blev Ulrik valgt i en kreds i København, hvor han slog den siddende MF´er, Gyda Kongstad – noget Troels Lund Poulsen ikke kunne valget før. Omvendt forsvandt han fuldstændig i krigen mellem Martin Geertsen og Jens Rohde ved valget i 2005. Men han sidder i Folketinget i dag, da Jens Rohde trak sig, og Martin Geertsen ikke ville ind.

Irene Simonsen: Ulriks opstilling i samme storkreds bliver hård ved hende. Ligeledes er den nye storkreds også hård ved hende.

Eyvind Vesselbo har ikke fået mange stemmer ved de seneste Folketingsvalg sammenlignet med mange af de ovenfornævnte. Århusianerne er altså ikke gode til at stemme lokalt. (Ironisk nok er Århus eneste MF´er fra Venstre en Københavner.) Og jeg kan sagtens forestille mig, at der er kandidater, der flår flere stemmer end ham selv i hans egen kreds, hvorved han ikke får ret mange af listestemmerne. Omvendt er han meget i medierne, hvilket er en fordel i den nye storkreds. Hans flirt med Ny Alliance trækker ned.

Uden chance for valg er

Mette Madsen og Annamarie Sparre, som jeg i øvrigt heller ikke kender.

Valgkampcitat

2. nov 2007 07:05, morten-soerensen

Fra TV2´s topmøde mellem Anders Fogh og Helle Thorning-Schmidt i går aftes. 

Helle Thorning-Schmidt spørger Anders Fogh: "Kan du garantere, at der ikke kommer skattelettelser?"

Man burde vel som det mindste forvente, at Anders Fogh havde slået en hånlatter op og sagt, at selvfølgelig vil han ikke garantere det, da han altid arbejder for lavere skatter; men formanden for Danmarks Liberale Socialistiske Parti svarede med uld i mund og nærmest undskyldte, at han ikke kunne udelukke, at hvis økonomien var til det, så kunne der måske komme en skattelettelse.

Hvordan synes du selv, kulturkampen går Anders Fogh?

V - nu med SF og Ø retorik

24. aug 2007 06:33, morten-soerensen

180grader bragte i går et nyhedsbrev, som Venstre har sendt ud til partiets tillidsfolk. I dette kan man bl.a. læse:

-----------
 * Ingen private borgere kommer til at betale mere - 40 procent af energiafgifterne betales nemlig af erhvervslivet. Så netto får alle danske familier flere penge.
------------

Og hvor mon erhvervslivet skal få pengene fra? Pengetræet?

Konklusionen synes at være, at det ikke rammer nogen, hvis man beskatter erhvervslivet. Det kommer ingen danske familier til at mærke sic(!). Jamen hvorfor så ikke flytte endnu mere beskatning over på erhvervslivet, det vil alle danske familier jo tjene på.

Et så tåbeligt forhold til basal økonomi og erhvervsfjendsk holdning plejer man at høre fra SF og Enhedslisten. Venstre er ikke længere danmarks socialdemokratiske parti men i stedet Danmarks socialistiske parti.

 

 

Derudover kan man læse: 

---------------------- 
* Der bliver ikke færre penge til velfærden. Hele råderummet bruges på velfærd. Den omlægning af skatten, vi har præsenteret, er fuldt finansieret og inden for skattestoppets rammer. Og så er den grøn.
----------------------

Det er jo en ren tilståelsessag. I regeringensgrundlaget fra 2005 står der: "Forudsat at det økonomiske råderum er tilvejebragt, vil regeringen sænke skatten på arbejdsindkomst yderligere." Nu kan man så læse, at ikke en krone af de omkring 50 mia. kr. bruges til skattelettelser. Bemærk at V selv bruger ordet skatteomlægning og ikke skattelettelse.

Det bliver i øvrigt interessant at følge MF´erne fra Venstre. De har i 6 år tudt os ørene fulde med, at man ikke kan bruge en skatteomlægning til noget, og så med et slag - uden de har haft noget som helst indflydelse på det, skal de til at mene det modsatte. Hvad gør man ikke for sin karriere og sin gage?

Tudekiks fra skatteministeren

23. jun 2007 15:15, morten-soerensen

Skatten er steget under VK-regeringen. Det var budskabet i dag, da jeg var med Liberalisterne i Viborg på gågaden.
 
"Skatteministeren" delte tudekiks ud og beklagede, at han opkrævede mere og mere i skat på trods af skattestoppet. Det blev uddybet i en løbeseddel.

Undskyld, skatten stiger trods skattestop. Tag en tudekiks.

Der blev også samlet underskrifter

Folk var nysgerrige efter, hvad det gik ud på, og de fleste gik videre med et smil på læben. Dog var der også nogle små børn, der stak i et hyl, da de så skatteministeren, og det kan man jo så tolke, som man vil :-)

Mange vælgere blev meget overrasket over, at skatterne var steget under VK-regeringen. Det er jo ikke det indtryk, man får, når man hører regeringen udtale sig, sagde flere.

Med den angrende "skatteminister" som blikfang lykkedes det os at komme i kontakt med mange mennesker, og derfor blev der også indsamlet flere underskrifter i dag end sædvanligt.

Derudover lykkedes det os også at gøre lidt reklame for vores eget fuldt finansierede skatteudspil, der betyder skattelettelser for 100 mia. kr.

Aktionen fik lidt foromtale i Viborg Folkeblad. Alt i alt en god dag.

Og skulle du være i tvivl om, hvorvidt der er brug for Liberalisterne, så læs lige dette indlæg på CEPOS´blog.

Vesselbo bliver ikke genvalgt

30. maj 2007 19:20, morten-soerensen

Foranlediget af et spørgsmål i en kommentar på Jarls Blog, vil jeg forsøge mig med en politisk analyse, omend jeg normalt synes, der er for mange politiske analyser og for få afdækninger af politiske holdninger i de danske medier. (Jarls analyser er noget nær de eneste, jeg gider at læse.) 

En læser spørger Jarl, om Vesselbo leder efter en ny kreds, hvilket jeg ikke ved, om han gør; men han har i hvert tilfælde gode grunde til det.

I 2001 blev han valgt som nr. 7 ud af 7 Venstre MF´ere fra Århus Amt. I 2005 blev han valgt som nr. 6 ud af 6 i Århus Amt.

(I 2001 fik han endda færre direkte personlige stemmer end nr. 8 og kom kun ind, fordi han var opstillet i en stor kreds og derfor blev tildelt mange listestemmer.)

Siden da er Karen Jespersen blevet opstillet i Favrskov, som ikke gav valg sidste gang. Derudover er den dygtige, sympatiske, velintegrerede, demokratiske muslim, politisk ordfører i byrådet for Venstre i Århus samt vikarierende børnerådmand, Bünyamin Simsek, blevet opstillet i Århus Nord, der heller ikke gav valg sidste gang.

Karen Jespersen og Bünyamin Simsek skal nok slå Vesselbo. Herudover har Århus Vest opstillet en ikke alt for gammel kvinde, Mette Madsen, hvilket en midaldrende mand traditionelt har svært ved at konkurrere imod. (Ved godt det er politisk ukorrekt at sige.....)

De øvrige valgte i midtjyllands østkreds, som han ikke konkurrede mod sidste gang, fik langt flere stemmer end ham sidste gang. Det drejer sig om Troels Lund Poulsen (Hedensted) og Irene Simonsen (Horsens).

Læg dertil at Venstre sågar risikerer at tabe et mandat i Midtjyllands Østkreds, så giver jeg ikke mange procent på Vesselbos genvalg.

Om det har haft indflydelse på Vesselbos flirten med Ny Alliance, kan man jo kun gisne om. Endelig har mange venstrefolk i Århus det ikke godt med, at byens eneste MF´ere er Kjøbenhavner.

Danmarks borgerlige parti

9. apr 2007 22:57, morten-soerensen

Efter en pause fra bloggen poster jeg herunder et indlæg, jeg netop har sendt til Jyllands-Postens debatredaktion.

 

--------

 

Hovedbestyrelsesmedlem i det konservative folkeparti, Peter Norsk, spørger i et indlæg 13. marts, hvad forskellen er på V og S? Han fik intet svar (mon det findes?) og skriver så i en kort sagt 7/4, at K er det eneste borgerlige parti, da partiet går ind "for lavere skatter, en mindre og mere effektiv offentlig sektor, mere lov og orden, mere personlig frihed og et større personligt ansvar."

 

Nu skal man ikke skyde med sten, når man selv bor i et glashus. Må jeg minde om, at den regering, som K er medlem af og jf. Brian Mikkelsen har stor indflydelse på:

  • Kræver flere penge op i skatter og afgifter målt i faste kroner end nogen anden regering.
  • Har ladet skattetrykket målt som procent af BNP stige fra 48,6% (2001) til 50,8% (2005, nyeste tal).
  • Har ladet den offentlige sektor vokse langt udover det målsatte, således at den offentlige sektor aldrig har været større.
  • Har indskrænket den personlige frihed gennem bl.a. øget overvågning og flere undtagelser fra grundlovens paragraf 72 om boligens ukrænkelighed
  • Har en konservativ forbrugerminister, der vil mindske det personlige ansvar og bestemme, hvor butikkerne skal stille slikket, ligesom den konservative del af regeringen står i vejen for en afskaffelse af lukkeloven.

Aldrig har staten været større, mere intervenerende og dyrere end under den nuværende regering med konservativ deltagelse.

Det er tilsyneladende gået Peter Norsks næse forbi, at der findes et borgerligt parti, Liberalisterne, der vil det modsatte: Mere marked, mindre stat og lavere skatter.

Vi har bl.a. lavet et fuldt finansieret skatteudspil indeholdende en flad skat på 38 pct. og et øget personfradrag på 70.000 kr. Vi vil beskytte individet mod overflødig lovgivning og regelformynderi gennem en Grundlovsrevision, og vi vil mindske den offentlige sektor gennem øget privatisering og udlicitering; noget der er gået fuldstændig i stå under den nuværende regering. Vi vil øget konkurrence og frihandel gennem en afskaffelse af østaftalen og afskaffelse af EU's landbrugsstøtte. Og sådan kunne jeg fortsætte med borgerlige forslag, som gør en forskel.

180° på 3 måneder

20. feb 2007 13:40, morten-soerensen

I dag beskriver Nyhedsavisen, hvordan Anders Fogh og regeringen på 3 måneder har vendt 180° i holdningen til at et uvildigt nævn skal godkende partinavne.

Som beskrevet i sidste inlæg på bloggen så foreslog Liberalisterne 4. august at et uafhængigt nævn skulle godkende partinavne, således at næstformand i Venstre (som protesterede indædt), Indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen ikke skulle tage stilling til, om Liberalisterne kunne forveksles med Venstre, Danmarks Liberale Parti.

Hertil svarede Anders Fogh Rasmussen 9. november: "Jeg finder det vigtigt, at også disse sager afgøres af en minister."

Men 3 måneder efter har Lars Løkke Rasmussen altså gjort Liberalisternes forslag til sit eget.

Lars Løkke Rasmussen vil ikke interviewes til Nyhedsavisen, men skriver i en mail til Nyhedsavisen:

»Vi har været udsat for en helt urimelig mistanke, som ikke har noget på sig, men som vi vil gøre os helt fri af. Derfor foreslår vi, at et uafhængigt og kompetent nævn fremover behandler alle sager

Åh, hvor er du uskyldig Lars Løkke. Du skylder stadigvæk en forklaring på, hvordan det kan tage 18 måneder at afgøre det ret simple spørgsmål, om Liberalisterne kan forvekles med Venstre, Danmarks Liberale Parti? Flere juridiske eksperter har udtalt, at der ikke er nogen saglig begrundelse til den lange sagsbehandling. Normalvis tager en sådan ansøgning ganske kort tid, og det understreges af, at i løbet af det første års behandlingstid behandlede og godkendte Indenrigsministeriet 15 andre partinavne.

Særligt lusket er de sidste 3½ månedes behandlingstid. Man må forvente, at alle aspekter i sagen var vendt i løbet af de 14 måneder, det tog at afvise navnet "Liberalisterne". I afvisningen gav Indenrigsministeriet udtryk for, at problemet var, at Liberalisterne kun hed Liberalisterne og ikke havde nogen tilføjelse til navnet. Da vi så efterfølgende søgte om Liberalisterne - Frihed og Velstand, skulle sagen vel være bøf, da vi gjorde, som Indenrigsministeriet bad os om. Men det skulle altså tage 3½ måned at godkende.

Statsministeren måtte i dag svare på kritiske spørgsmål på det ugentlige pressemøde.

En af journalisterne ville vide, hvorfor det nu pludselig er fint at lægge navnesager over i et nævn, når det for tre måneder siden var "meget vigtigt at en minister havde ansvaret derfor".

Det blev til lidt væven frem og tilbage, men Fogh sagde til sidst, at man i løbet af tre måneder godt kunne blive overbevist om noget nyt....

I artiklen i Nyhedsavisen hæfter tidligere spindoktor for Anders Fogh Rasmussen, Henrik Qvortrup sig ved, at indenrigsministeren nu mener, at det kan give habilitetsproblemer, hvis en minister afgør sagerne:

"Så må man jo formode, at der også ville være habilitetsproblemer for tre måneder siden. Men i det hele taget har den sag ikke været behandlet særlig elegant."

Kæft trit og retning

10. jan 2007 14:17, morten-soerensen

Update: Ser nu, at Jarls Blog har skrevet et glimrende indlæg om samme emne, bl.a. med en henvisning til en fin artikel om emnet i Berlingske Tidende, der udstiller Foghs hykleri.

-------

Fra dagens Jyllands-Posten:

Ret ind, forsvar regeringens politik og angrib oppositionen. Sådan lød opsangen fra statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), da han på sit første ugentlige pressemøde i denne sæson indskærpede disciplinen over for folketingsmedlemmerne hos de konservative og Venstre.

[...]

Jeg synes ærlig talt, at medlemmer af regeringspartierne bruger deres kræfter bedst på at markedsføre, hvad der er regeringens politik og så i øvrigt gå i clinch med oppositionen. Det er sådan set de to vigtige opgaver, som hver dag kan fylde tiden ud,« slog Fogh fast.

Udtalelserne kommer bl.a. på baggrund af Lars Barfods udmeldinger om ændret dagpengesystem. Men hvordan var det nu lige, at Andres Fogh opførte sig under Schlüter-regeringerne. Ja den gang var Venstre i opposition og regering på en gang, som det hed sig i Venstre den gang. Den gang var der plads til idepolitisk debat ved siden af regeringsarbejdet. Man må spørge sig selv, om Anders Fogh overhovedet har en rygrad.

Op til valget i 2005 havde Venstres landsorganisation og Folketingsgruppen ingen indflydelse på de valgløfter, som Fogh gav. Jeg talte med et Folketingsmedlem og en Folketingskandidat, der begge fortalte mig, at de ingen som helst indflydelse havde haft på valgprogrammet, og faktisk så hørte de første gang om valgløfterne på et pressemøde sammen med resten af Danmarks befolkning. Når de så er blevet valgt til Folketinget, ja så skal de ifølge Fogh heller ikke øve indflydelse, men bare makke ret. Det er lidt svært som MF'er for Venstre at hævde, at man gør en forskel.

Det bliver i øvrigt meget spændende at følge Lars Barfoeds færden i den kommende tid. Inden han blev minister, kom han ofte med borgerlige udmeldinger i strid med Foghs socialdemokratiske projekt. Onde tunger hævede endda ved hans udnævnelse, at han blev udnævnt for at lukke munden på ham.

Nu også VU

2. jan 2007 00:44, morten-soerensen

Venstres midterdrejning har længe bedrøvet mig; men som gammel VU'er har jeg altid trøstet mig med, at vi har da VU som liberal vagthund. Noget tyder på, at denne forestilling nu også skal briste. For nylig fik jeg nedenstående e-mail fra VU's landsorganisation:

--------
HJÆLP: Anders Fogh under angreb!

Vi tillader os at kontakte dig, da du tidligere har været medlem i en af VU's lokalforeninger. 

Venstrefløjens skræmmekampagner skal stoppes! Du har tidligere været medlem i en af Venstres Ungdoms lokalforeninger - Anders Fogh har brug for dig igen! 

Hjælp Anders Fogh med at slå Helle Thornings og venstrefløjens skræmmekampagner tilbage og få samtidig en masse medlemsfordele ud af det selv. Klik her for at gentegne dig med det samme.

BUPL lyver for børnene! 
Først var det BUPL og pædagogerne der uberettiget angreb regering og Anders Fogh for at skære ned, men BUPL lyver - faktisk viser det sig efterfølgende, at der ansættes flere pædagoger og der bruges 300 kr. mere pr. barn næste år.

Gymnasieeleverne strejker og blokere!
Så kom turen til gymnasieeleverne der strejkede og blokerede landet; Bertel skær ned på gymnasierne, eller "sådan føltes det i hvert fald". Det er en lodret løgn: Der er faktisk tilført 230 millioner ekstra til gymnasierne - selv SF har indrømmet at der ikke er skåret en krone.
---------------

Herefter en opfordring til på ny at melde mig ind i VU.

Jeg fylder 32 år i morgen, så VU-tiden er forbi, men jeg må sandelig konstarere, at der er løbet meget vand gennem åen, siden jeg var aktiv VU'er. I min VU-tid var vi Venstres liberale vagthund. Vi havde gode ideologiske diskussioner og arbejdede for at trække Venstre og resten af samfundet i liberal retning. Minimalstaten var in. Det var også det, vi prøvede at sælge et VU-medlemskab på.
 
Nu kan jeg så forstå på ovenstående e-mail, at man skal melde sig ind i VU for at kunne hjælpe Anders Fogh med sprede det lident liberale budskab om, at det offentlige forbrug bare vokser og vokser under den såkaldt borgerlige regering. Herved er VU med til at trække vælgernes holdning i socialistisk retning, da man giver udtryk for, at det vigtigste i politik er øget offentlig forbrug.
 
Arghhhhhh.

Må jeg endnu en gang anbefale Liberalisterne for hjemløse liberale.

Foghs fejlslagne projekt

21. nov 2006 21:39, morten-soerensen

Nu viser endnu en undersøgelse (Epinion for Ugebrevet A4), at danskerne er blevet meget mere venstreorienteret, siden Anders Fogh blev statsminister i 2005. Berlingske Tidendes leder skyder undersøgelsen ned ved at antyde, at spørgsmålene er stillet således, at de vil få folk til at fremstå mere venstreorienteret, end de i virkeligehden er.

Men Berlingske Tidende overser en vigtig pointe. Det er tilsyneladende præcis de samme spørgsmål, der er stillet i 2001 og 2005. Således skriver Ugebrevet A4:

"For at undersøge holdningen til de sociale reformers omfang er deltagerne blevet bedt om at vælge mellem to udsagn. Udsagn A lyder, at man er gået for langt med de sociale reformer. Udsagn B, at de sociale reformer skal opretholdes i mindst samme omfang som i dag. Hvor udsagn B i 2001 havde 25 procentpoint flere tilhængere end udsagn A, var overvægten i 2006 vokset til 60 procentpoint.

Mindst lige så markant er venstreskredet i synet på indtægtsudjævning. I 2001 var der seks procentpoint flere danskere, der var tilhængere af at øge indtægtsudjævningen, end der var modstandere. Det tal er i 2006 vokset til 33 procentpoint.

Synet på statens kontrol med erhvervslivet og beskatning af højere indtægter, som er de to sidste emner den økonomiske venstre-højre skala berører, har også taget et venstresving. Det er dog knap så stort, som tilfældet er på de to første spørgsmål."

Hvis det er præcis de samme spørgsmål, viser undersøgelse i al sin gru, at danskerne under Anders Fogh har rykket sig voldsomt til venstre. Før har en lignende undersøgelse vist det samme.

Politisk ordfører for Venstre, Troels Lund Poulsens kommentar til undersøgelsen er i øvrigt meget kendetegnende for Venstre:

"Venstres politiske ordfører Troels Lund Poulsen mener da heller ikke, at Epinions meningsmåling giver anledning til bekymring.

»Der er jo ikke nogen modsætning mellem at være optaget af fordelingspolitik og stemme på Venstre, snarere tværtimod,« siger han."

(Troels Lund Poulsen var i øvrigt for ganske få år siden liberal og skrev en liberal debatbog: "Tid til Forandring. Utroligt så hurtigt Christiansborg kan dræbe unge politikeres kampgejst, vilje og mod til forandringer.)

Lige siden Anders Fogh i 1998 begyndte at ændre Venstres politik har argumentet været, at midtersøgningen var nødvendig for at få magten, og man måtte have magten for at ændre folks holdninger for at føre en kulturkamp.

Jeg har hele tiden argumenteret for, at forudsætningen for at få liberal politik gennemført er, at man tør argumentere for det. Hvis man argumentere socialdemokratisk, så må man også forvente, at man skubber vælgernes holdninger i socialdemokratisk retning.

Jeg har nævnt eksemplet før, men det er så illustrativt, at jeg vil gentage det. Hvordan var det gået, hvis Venstre til valget i 1994 i erkendelse af, at vælgerne ikke kunne lide udliciteringer og privatiseringer, havde afskrevet det for at få magten? Så havde det stadigvæk været tabu. Udlicitering og privatisering var ved SR-regeringens tiltrædelse fyord, men ved dens afslutning var der tilslutning til ideerne langt ind i S og SF. Holdningerne i partierne og samfundet generelt rykkede sig, fordi Venstre igen og igen påpegede fordelene - på trods af at det var upopulært.

På Venstres landsmøde i 2005 deltog jeg som delegeret. Der sagde jeg i al beskedenhed noget helt profetisk:

"Nu er både reformer og værdikamp aflyst. Vi skal ikke prøve at ændre borgernes holdninger, men blot affinde os med dem og tilpasse os til dem. Med udmeldinger som disse er jeg helt overbevist om, at det er lykkedes for den nuværende regering at flytte medianvælgerens holdninger til venstre."

Hvis Fogh har haft andre projekter end at bevare magten, så er det slået fuldstændig fejl. Samfundsdebatten er socialdemokratisk som sjældent før, og derfor bliver politiken også socialdemokratisk.

Det eneste, jeg fortryder ved min udmeldelse af Venstre for snart et år siden, er, at jeg ikke gjorde det for længe siden.

 

Venstres nye logo

19. nov 2006 11:15, morten-soerensen

Det forlyder, at Venstre skal have nyt logo. Jeg er glad for at min blog er det første medie, der kan præsentere det nye logo:

Debat om besparelserne i Århus Kommune

6. okt 2006 15:37, morten-soerensen

Jeg har egentlig længe villet skrive noget om Budgetballaden i Århus. Men i stedet for blev jeg provokeret til at deltage i en debat på en spændende blog om blokaderne i Århus, lavet af Thomas Maxe, Århus Venstreforening:

Se her:

http://tagansvar.blogspot.com/2006/10/pressemeddelelse-aktion-onsdag.html

og her:

http://tagansvar.blogspot.com/2006/10/debat-hykleri-fra-venstre.html

Ulighed

7. sep 2006 23:25, morten-soerensen

Nu har jeg ved flere lejligheder været efter finansordfører for Venstre og tidligere VU-formand, Peter Christensen. Med forbehold for at han endnu en gang trækker i land skal han da roses for følgende (i det nuværende socialdemokratiske politiske klima) modige udtalelse:

"Det gør ikke noget, at den økonomiske forskel på bankdirektøren og bistandsmodtageren vokser og vokser. Det er faktisk kun "dejligt", hvis bare de fattigste ikke bliver fattigere. Sådan siger Venstres finansordfører Peter Christensen forud for debatten om regeringens finanslovsforslag torsdag.
- Hvis det er et resultat af en velfærdsstigning ,og ingen får det dårligere, kan jeg ikke se noget problem i at uligheden vokser, siger Peter Christensen til Nyhedsbrevet 3F."

Anders Fogh har selvfølgelig allerede undsagt ham :-(

Update. Fra http://www.jp.dk/indland/artikel:aid=3943486/:

"Efter mødet fik Peter Christensens positive udmeldinger om stigende ulighed også beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) til at løfte pegefingeren.

- Det er en dum udtalelse. For vi arbejder ikke for at skabe andet end større lighed i det danske samfund, siger Claus Hjort Frederiksen, som tilføjer, at han ikke forventer, at situationen vil få konsekvenser for Peter Christensens position i Venstre."

Til alle de hjemløse liberale (inkl. Peter Christensen) i Venstre der findes et alternativ.

Hvad er projektet?

18. aug 2006 14:11, morten-soerensen

Til samlingen af bedrøvelige citater fra fremtrædende Venstrefolk følger hermed - lidt forsinket - et fra Anders Fogh. (Fra Politiken 12. august).

-----

I en tale på Venstres sommertræf i Ringsted i formiddag har statsministeren slået fast, at Venstre »forlængst har forladt tankegangen om, at den offentlige sektor bremser den personlige frihed«.

Offentlig sektor »en forudsætning for frihed«
»En velfungerende offentlig service er en forudsætning for vores personlige frihed. For langt de fleste mennesker vil ønsket om mere personlig frihed ikke kunne opfyldes uden et velfungerende fællesskab. Derfor opsætter vi ikke modsætninger mellem fællesskabet og den personlige frihed. Vi vil begge dele. Af den simple årsag at de er uløseligt forbundet«, sagde statsministeren."

-----

I 1993 skrev Anders Fogh følgende i "Fra Socialstat til Minimalstat":

"Socialstaten besegler endeligt det ufrie menneskes skæbne. Socialstaten har frembragt mennesker uden mod, mennesker med materielt begær, men uden vilje til at værne om sin egen værdighed som menneske...Socialstatens slavemenneske ligger lydigt som en hund i sin kurv og luner sig foran kaminilden. Er slet ikke menneske mere!" (s.33)

Det er jo ikke til at forstå, at det er samme mand; og jeg bliver mere og mere sikker på, at Anders Fogh altid har sagt og skrevet det, han har troet, ville bringe ham tættere på magten. I sin tid som VU-formand var han "Røde Anders" og gik ind for ØD. Så blev han ultraliberal og er nu igen røde Anders.

Lige siden Anders Fogh i 1998 begyndte at ændre Venstres politik har det internt i Venstre heddet sig, at midtersøgningen var nødvendig for at få magten, og man måtte have magten for at ændre folks holdninger, for at føre en kulturkamp. Flere Folketingsmedlemmer har i tidens løb fortalt mig, at godt nok er Venstre p.t. ikke særlig liberal; men jeg skulle se det i et større perspektiv. Gennem magten skulle holdningerne ændres og den liberale reformering af samfundet forberedes.

Men i min sidste tid i Venstre (meldte mig ud december 2005) oplevede jeg flere og flere, der faktisk begyndte at mene det, de sagde. Flere og flere medlemmer begyndte at være enige i de socialdemokratiske budskaber, der i lind strøm kommer fra toppen, og det var ikke længere blot taktik. Der var ikke længere noget større perspektiv.

Resultatet er nedslående. Ikke bare har Fogh gjort befolkningen mere socialdemokratiske, men også Venstres medlemmer er blevet socialdemokratiske. En lang række af tidligere VU-formænd, der for få år siden var meget liberale og idealistiske, falder fuldstændig i med det socialdemokratiske tapet og er på rekordtid blevet politikere, for hvem karrieren betyder mere end politiken.

F.eks. var skatteminister Kristian Jensen i sin tid som VU-formand oprørt over, at en husejer skal tjene hele 90.000 kr. ekstra på sit job, for at mureren, der også betaler topskat, kan ende med at få 10.000 kr. i hånden. De sidste 80.000 kr. bliver forvandlet til skat og moms og havner i statskassen. Nu var V haft magten i 5 år, og Kristian Jensen har været skatteminister i et par år, uden at noget som helst er sket. Tværtimod afviser Kristian Jensen at sænke skatten, og han er mere optaget af at beholde monopolet på Danske Spil.

Man må efterhånden spørge sig selv, om Venstre har andet projekt end at Anders Fogh skal genvælges?

Liberalisterne klager til Ombudsmanden over langsom sagsbehandling

2. aug 2006 09:28, morten-soerensen

Da nedenstående sag er meget vigtig, viderebringer jeg hermed en pressemeddelelse fra Liberalisterne.

---------------

Liberalisterne klager til Ombudsmanden over langsom sagsbehandling

Pressemeddelelse:

Over 11 måneder har det indtil videre taget Indenrigsministeriet om at vurdere hvorvidt partiet Liberalisterne, der blev stiftet ved en generalforsamling i september 2005, må få lov at bruge deres navn på opstillingslisten til næste folketingsvalg.

Dermed har ministeriet reelt bundet partiets hænder på ryggen - for før navnet er godkendt kan Liberalisterne ikke komme i gang med at indsamle de omkring 20.000 underskrifter det kræver, at blive opstillingsberettiget.

"Det er under al kritik. Vi har stiftet et parti for at deltage aktivt i det danske demokrati. Vi har - helt i den danske demokratiske ånd - lavet en partiorganisation, lokale partiafdelinger, udarbejdet politiker samt blandet os i samfundsdebatten med pressemeddelelser, kronikker og læserbreve. Men en ufattelig langsom sagsbehandling gør, at vi risikerer at der kommer et valg inden vi bliver godkendt, siger Liberalisternes formand, Torben Mark Pedersen.

At regeringspartiet Venstre tilbage i september sidste år gjorde indsigelse imod partiets navn, mener Torben Mark Pedersen ikke kan undskylde Indenrigsministeriets lange sagsbehandlingstid:

"Venstres indsigelse kom i september måned sidste år. Den var så kort og udokumenteret, at den på ingen måde burde have betydning for Indenrigsministeriets vurdering og da slet ikke i en sådan grad, at vi nærmest bliver udelukket fra deltagelse i dansk politik. Det er jo reelt hvad der er sket. For vi kan ikke komme i gang før vi har et godkendt navn".

Torben Mark Pedersen frygter, at Indenrigsministeriet reelt kan fratage Liberalisterne muligheden for at nå at blive opstillingsberettiget til næste folketingsvalg. For hvis ikke ministeriet vil godkende navnet "liberalisterne" skal der så gå yderligere 10 måneder eller mere med at vurdere et nyt navn?

"Ombudsmanden må derfor gribe ind over for ministeriet og få dem til at sætte turbo på. Det er jo en af grundpillerne i det danske demokrati, at man kan samle sig i forskellige partier og stille op til Folketinget", siger Torben Mark Pedersen.

Man kan få flere oplysninger om partiets og dets politik på partiets hjemmeside www.liberalisterne.dk.

Lars Løkke: "Der er enorme fordele ved at have en stor velfungerende offentlig sektor"

27. jul 2006 22:50, morten-soerensen

Nedenstående er et uddrag af et interview med Lars Løkke Rasmussen i Information 1. juli 2006. (Tak til Hairpin Bend.)

----------

"Min egen generation har jo ikke ræsoneret sig frem til, at velfærdssamfundet er en god idé. Det er ikke en teoretisk analyse, det er en medfødt erkendelse. Min generation er født ind i velfærdssamfundet med alle de fordele, det giver i form af at kunne få et uddannelsesmæssigt afsæt, der kan bringe en forbi ens forældre. Og en naturlighed i forhold til at vi i fællesskabets navn har skabt nogle rammer for vores ældre."

- Men det lyder som Socialdemokraterne. Hvor er forskellen på S og V?

"Jeg er ikke så optaget af at markere forskelle i forhold til andre partier. Det er op til oppositionen at skabe en kant. Ikke regeringen. For mig handler det om, at vi vedkender os, at vi har en stor offentlig sektor. Det er på mange måder en kvalitet, men det rummer også nogle problemer. Der har været, hvis man kigger over et 10-årigt perspektiv især i borgerlig kredse, en tendens til at se mere på problemerne end på fordele. Og der er enorme fordele ved at have en stor velfungerende offentlig sektor."

Vær med, så kører bussen
- Men hvor er det liberale Venstre henne?

"Jamen, det handler selvfølgelig om at få vores ideologiske tankegods med ind i den offentlige sektor. Men vi skal stoppe den meningsløse debat, der går på, om det skal være offentligt eller privat."

------------

Jeg har efterhånden opgivet de fleste Venstrefolk, men hvor er VU? Med denne udmelding burde Lars Løkke og VU nærmest være hinandens modstandere; men trods denne totale socialdemokratiske trosbekendelse fra partiets næstformand, skal VU nok ofre sig 100% på at sikre Anders Fogh og Lars Løkke 4 år mere ved magten til næste valg. Jeg forstår det ikke.

Hvor er mine tidligere VU-formænd henne? Kristian Jensen, Troels Lund Poulsen, Peter Christensen og Torsten Schack Petersen (alle nuværende MF'ere): Det var holdninger som disse, I for få år siden lagde alle jeres kræfter i at imødegå. Og I havde ikke meget til overs for Venstrefolk, der ikke holdt den liberale fane højt.

Jeg ved, at der stadigvæk findes få liberale mennesker tilbage i Venstre. I spilder jeres tid i det parti. Må jeg anbefale partiet Liberalisterne.

Tag og læs hele interviewet her.

 

Danskerne er blevet mere venstreorienteret

26. jun 2006 08:27, morten-soerensen

Når kilderne er Mandag Morgen og professor Jørgen Goul Andersen fra Aalborg Universitet, så skal man være på vagt. Men jeg vil nu alligevel våge det ene øje og tro på nyheden trods kilden (ikke mindst fordi det passer ind i mit kram :-)

I følge en undersøgelsen, som Jørgen Goul Andersen har udarbejdet for Mandag Morgen, så er danskerne blevet mere venstreorienteret:

"I 2001 stod det næsten lige, når vælgerne skulle vælge mellem skattelettelser og velfærdsforbedringer, men i 2006 er der et massivt flertal for velfærdsforbedringer. Kun 27 pct. foretrækker skattelettelser, mens ikke mindre end 70 pct. lægger mere vægt på offentlige serviceforbedringer." /ritzau/

Resultatet er i al sin gru forudsigeligt, for når ingen politikere tør argumentere for et liberalt samfund, hvordan skal vi liberale så nogensinde overbevise befolkningen om, at velfærdsstaten skal rulles tilbage? Når alle politikere - inkl. de såkaldt borgerlige - argumenterer for et socialdemokratisk samfund, jamen så påvirker man befolkningen i den retning. Det samme med efterlønnen, som er populær som aldrig før med 5 års "borgerlig kulturkamp".

Mine tidligere partifæller i Venstre argumenterede altid for, at det var vigtigere at rykke mod midten for at få magten og af den vej ændre samfundet, end at holde fast i ideerne med risiko for at blive i opposition. Hvis ellers undersøgelsen står til troende, så er det argument endnu en gang blevet svækket.

MS

"Velfærds"forliget

21. jun 2006 00:27, morten-soerensen

Der bliver ikke sparet på de store ord i forbindelse med "velfærds"forliget. "Historisk", "Velfærdsforliget gør Danmark til rollemodel" (Fogh) o.s.v.

Tjah bom bom. Jeg ville nu hellere bruge ord som småtterier, pebernødder og lignende om det forhold, at staten hæver efterlønsalderen og pensionsalderen 2 år. I 1998 gik Venstre til valg på at afskaffe efterlønnen og var tæt på at vinde; men efter flere års "borgerlig" kulturkamp er det nu lykkedes Venstre at overbevise vælgerne om, at efterlønnen er noget nær en menneskeret.

Hele debatten om velfærds"reformerne" har været kendetegnet ved, at man har taget udgangspunkt i systemet og de offentlige kasser. Det gennemgående tema har været, hvordan statskassen får krævet nok penge ind til alle de dyre "velfærds"ordninger. Fodringen af den umættelige statskasse har med vores såkaldte borgerlige regering været fokus for debatten. Skatteborgerne er i den debat blot midlet til at mætte statskassen. Det er systemet, der tages hensyn til.

F.eks. det forhold at studerende får mulighed for at gange deres gennemsnit med 1,08, hvis de begynder på en videregående uddannelse efter maksimum to år. Man studerer tilsyneladende for at kunne fylde mange penge i statskassen. Svaret hertil fra politikerne er, at det da også kun er rimeligt, at man hurtig bliver en god skatteyder, da staten jo betaler din uddannelse.

Og det viser jo ganske godt, at jo mere det offentlige tager sig af, jo mere afhængig bliver man, og jo mere bliver ens liv styret derfra.

Det bliver i øvrigt interessant at se, om unge, der følger Forsvarets (statens) opfordringer, og f.eks. tager 3 år i Forsvaret herunder udsendelser med DIB'en, bliver stillet ringere, end dem der tager den direkte vej. Det vil jo ikke rigtig give mening.

MS

P.S. Undskyld den overdrevne brug af "".

Venstre igen igen

16. jun 2006 14:22, morten-soerensen

"Ingen skal afstå mere til det offentlige, end vedkommende har tilbage selv."

Dette er en af de ti teser, som Søren Pind og Peter Christensen i en kort stund havde planer om at fremsætte som ændringsforslag til Venstres nye principprogram.

Men så trådte Lars Løkke Rasmussen og Claus Hjort Frederiksen i karakter og "antydede, at forslagsstillernes mission er at så tvivl om VK-regeringens linje."

Det er hermed slået fast, at Venstre-toppen ikke en gang som princip kan have et mål om, at en gang langt ude i fremtiden skal marginalskatten ned på 50%. Hvad har jeg dog lavet i dette parti i 14 år? Hvordan kan man kalde sig liberal og ikke en gang kunne gå ind for ovennævnte tese?

I deres tid som landsformænd for VU var Folketingsmedlemmerne Kristian Jensen, Troels Lund Poulsen, Peter Christensen og Torsten Schack Petersen alle liberale og tordnede mod den socialdemokratiske samfundsmodel og venstrepolitikere, der ikke ville forandre veldfærd og formynderstaten. Med delvis undtagelse af Peter Christensen er de nu alle i rekordfart faldet til patten og er blevet tro partisoldater, der bakker regeringens socialdemokratiske politik op.

Peter Christensen skal have ros for at stå frem med sin barske kritik; men jeg kunne godt savne, at han tog kampen og fremsatte ændringsforslaget uanset hvilke latterlige beskyldninger, der ville komme imod ham - koste hvad det ville.

Kære Peter, tag nu konsekvensen og meld dig ud at Danmarks Liberale Socialdemokratiske Parti. Der er liberale alternativer (Liberalisterne).

Sparekatalog i Århus

17. maj 2006 00:19, morten-soerensen

Det har siden august 2004 været kendt, at Århus Kommune skal spare i omegnen af 300 mio. kr. Alligevel udskudte politikerne besparelserne til budget 2007 - altså til efter kommunalvalget. Under kommunalvalget lovede alle partier, minus de konservative, guld og grønne skove. (De konservative blev herefter nærmest udslettet ved valget, har kun et mandat nu.) Ingen, foruden de konservative, turde at tale om besparelserne, som alle vidste kom.

Jeg selv trak mig som byrådskandidat for Venstre, da jeg fik "no go" fra Venstres ledelse til at komme med forslag til besparelser. Da jeg trak mig som kandidat, skrev jeg bl.a. følgende i mit brev til de andre kandidater: "Jeg vil ikke bidrage yderligere til politikerleden ved at føre en valgkamp fyldt med udgiftskrævende forslag og så som det første efter valget gennemføre en sparerunde." Sørgerligt - men forudsigelig som bare pokker - fik jeg ret.

Nu er der så kommet et sparekataloget i Århus med ideer til besparelser på 600 mio. kr. Heraf skal politikerne så udvælge besparelser for 300 mio. kr., og folk klynker. Men til det er der bare at sige, at de har de politikere, de fortjener. Brugte den brede befolkning muligheden for at spørge ind til de nødvendige besparelser, som har været bredt omtalt i JPÅrhus siden august 2004?

Næh, de lappede valgløfterne i sig og valgte en socialdemokratisk borgmester, der kom med de mest urealistiske valgløfter.

Nu kan århusianerne lære det, kan de. Og jeg flytter fra byen :-) 

Godnat Venstre

23. apr 2006 00:06, morten-soerensen

I dag kan man i JP læse, at Venstre vil indskrive skattestoppet i deres principprogram.

I 9 år kritiserede Venstre Nyrup-regeringernes skattepolitik sønder og sammen. Da man så overtog regeringsmagten ophøjede man via skattestoppet straks slutresultaten af 9 års socialdemokratisk skattepolitik til noget, der ikke kan forandres.

Skattestoppet giver nemlig kun mening, hvis Venstre mener, at vi havde et retfærdigt skattesystem før valget november 2001. Skattestoppet vil dog via fastfrysning af ejendomsskatter og grønne afgifter langsomt føre til en samlet procentvis skattelettelse. Men skattelettelserne kommer ikke der, hvor man politisk har bestemt, at de vil gøre mest gavn eller være mest retfærdige. Skattelettelserne kommer der, hvor de passede ind i Venstres valgstrategi om et letforståeligt budskab.

Med den rigide fortolkning af skattestoppet kommer der ingen omlægning af skattesystemet. I en årrække endnu skal vi leve med, at det store flertal af borgerne ikke selv kan regne deres egen skat ud.

At bruge skattestoppet som argument imod fornuftige skatteomlægninger er ideologisk beton, som ikke burde høre hjemme i et parti, der kalder sig liberalt.

90'ernes socialdemokratiske skattepolitik er nu et af Venstres helligste principper. Jeg må blot endnu en gang konstatere, at det er godt, jeg har meldt mig ud af Venstre.

Mærkelig skattedebat

28. jan 2006 15:11, morten-soerensen

Jeg er forvirret på et højere plan.

I 10 år kritiserede V og K SR-regeringens skattepolitik, hvorefter man straks efter regeringsskiftet v.h.a. skattestoppet ophøjede slutresultatet af 10 års SR-regering til noget uforanderlig. Skattestoppet giver kun mening, hvis regeringen mener, at vi havde et retfærdigt skattesystem før valget, for skattestoppet hindrer enhver omlægning af skattesystemet.

Så skulle man tro, at S og R faktisk var tilfredse med skattestoppet. Partierne tabte regeringsmagten i 2001; men den nye regering satte hele sin troværdighed ind på ikke at ændre deres skattepolitik. Men nej, skattestoppet var skrækkeligt.

Nu har Socialdemokraterne så tilsluttet sig skattestoppet, altså tilsluttet at man ikke må ændre på det skattesystem, som er resultatet af 10 års SR-regering, og Venstre kalder det for en stor sejr for Venstre.

Blev indlægget lidt forvirret, så skyldes det måske, at skattedebatten i Danmark er mærkelig. Nej så er der flere visioner i Liberalisternes skatteudspil.

MS

P.S. Jeg ved godt, at skattestoppet via fastfrysning af ejendomsskatter og grønne afgifter langsomt føre til en samlet procentvis skattelettelse. Men disse lettelser er så minimale, at det ikke ændrer ved det overordnede billede af, at det intet er sket på skatteområdet siden regeringsskiftet i 2001. Skattelettelserne kommer i øvrigt ikke der, hvor man politisk har bestemt, at de vil gøre mest gavn eller være mest retfærdige. Skattelettelserne kommer der, hvor de passede ind i Venstres valgstrategi om et letforståeligt budskab.

Fogh er socialdemokrat

29. dec 2005 18:28, morten-soerensen

Godt nok er citatet gammelt, men jeg har først læst det nu. I følge Berlingske Tidende 14. december skulle Anders Fogh havde udtalt følgende på sit pressemøde 13. december:

"Jeg kunne da aldrig nogensinde drømme om at lægge et udspil frem, som ville betyde, at man forringede efterlønsordningen for at give skattelettelser til de rige [...] Altså, det kunne jeg da aldrig drømme om, det kan jeg lige så godt sige ligeud."

Sådan taler en ægte socialdemokrat uden respekt for folks ejendom. Jeg begriber ikke, at Fogh kan forsvare, at folk skal gå på arbejde og betale næsten 2/3 af den sidst tjente krone til statskassen, for at raske arbejdsduelige mennesker har ret til at lade sig forsørge på andres regning.

Godt jeg har meldt mig ud af Venstre....

MS